To unge mennesker arbejder med keramik. Den ene er fokuseret på sit projekt, den anden smiler stort. De er omgivet af forskellige redskaber til arbejde med keramik.

Økonomisk støtte til højskole

Med Kickstart-stipendiet kan du komme på højskole uden, at det koster en formue.

Med Kickstart-stipendiet, der er en del af regeringens Ungeløft, kan du komme på højskole for mellem 2.000 og 5.000 kr.

Kickstart betaler ugebetalingen for et helt semester.
Det vil sige, at du bor og spiser gratis, og at alt undervisningen ikke koster noget.

Du kommer kun til at betale indmeldelsesgebyr og eventuelle materiale- eller rejseudgifter. Beløbet er lidt forskelligt fra skole til skole. I alt vil du selv skulle betale mellem 2.000 og 5.000 kr.

Den enkelte skole kan fortælle dig, hvad prisen nøjagtigt er hos dem. Du kan finde de forskellige højskoler her.

Legatet er skattefrit, så du skal ikke betale skat af legatet.

Hvad er Ungeløftet?

Kickstart-projektet, der betaler egenbetalingen for et helt semester, er et projekt under regeringens Ungeløft.

Formålet med Ungeløftet er at løfte unge tættere på arbejde eller uddannelse og give dem mulighed for at deltage i meningsfulde fællesskaber.

Ungeløftet er et landsdækkende partnerskab på tværs af kommuner og er en del af en bred politisk aftale, hvor der samlet set er afsat 1,3 milliarder kroner over ti år til at løfte de unge, der står uden for beskæftigelse.

Ved at søge Ungeløftet-stipendiet, kan du få tilskud til egenbetalingen for et højskoleophold, hvor du kan få nye venner, fede oplevelser og den nødvendige hjælp og sparring til at komme godt videre.

Som en del af et højskoleophold tilbydes du bl.a. en mentor og løbende vejledning, der sikrer, at du har en plan efter endt ophold.

Et højskoleophold kan være dét, der gør, at du bliver klar til at færdiggøre din uddannelse eller starte i et job. En undersøgelse fra Højskolerne i 2023 viser nemlig, at unge, der tager på højskole, i højere grad gennemfører en uddannelse end lignende unge.

Du kan læse meget mere om Ungeløftet her.